De dårlige tider er ovre på landets store banker - og derfor skal pengeinstitutterne have pålagt en ny særskat.
Det mener et flertal uden om regeringen bestående af S, SF og Dansk Folkeparti.
Det skriver Politiken.
Bankerne lider nemlig ikke længere under den finaniselle krise, som de gjorde tidligere. Over tre milliarder kroner har de seks største banker- Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Nykredit Bank, Sydbank og FIH Erhvervsbank - tjent alene i årets første tre måneder.
Derfor skal pengeinstitutterne også betale mere i skat - ligesom almindelige danske skatteborgere skal betale til genopretningen af den danske økonomi, mener de tre partier.
"Bankskat er en vej, vi gerne går ad, hvis der kan strikkes en model sammen, der forhindrer, at bankerne ikke bare vælter skatten over på bankkunderne," siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti til avisen.
Partierne er dog ikke helt enige om, hvor mange penge, bankerne skal betale mere i skat. DF har nemlig ikke et konkret bud. Det har Socialdemokraterne og SF til gengæld.
"Bankerne skal betale to milliarder kroner mere, og de penge bruger vi direkte til at forbedre folkeskolen, så vores børn kan få en endnu bedre uddannelse," siger Morten Bødskov til Newspaq.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil ikke afvise, at en særskat til bankerne kan blive til virkelighed.