Venstre åbner nu for, at Danmark skal hjælpe den nordirakiske region med at bygge huse til de afviste irakiske asylsøgere, der sidder i danske asylcentre.
Det sker, efter at regionens styre ifølge Politiken har afvist, at man har ressourcer til at modtage de afviste irakere, der selv nægter at rejse tilbage til det borgerkrigshærgede land.
Integrationsordfører for Venstre Irene Simonsen forestiller sig, at den danske regering kan lave aftaler med det nordirakiske regionsstyre, så Danmark bidrager til at opbygge regionens infrastruktur på betingelse af, at de nordirakiske myndigheder modtager irakere fra Danmark, selvom de ikke frivilligt vil rejse hjem.
»Vi har fuld forståelse for, at infrastrukturen er et problem i den nordlige region. Der kan vi hjælpe på forskellige måder, men den mest konkrete er at bygge huse. Det har vi gode erfaringer med fra Afghanistan, hvor den danske organisation ’Care for You’ var med i processen,« siger Irene Simonsen og fortsætter:
»Det ville naturligvis være oplagt, at de irakiske myndigheder selv er med til at bygge huse, for det ville samtidig skabe øget beskæftigelse i området.«
De Konservative og Dansk Folkeparti er positive over for ideen, men hos Socialdemokraterne er integrationsordfører Lotte Bundsgaard skeptisk:
»Repatriering er en god ting, men det er bekymrende, hvis Venstre mener, at huse og infrastruktur er det største problem i Irak. Det vigtigste er, om det er trygt for de afviste irakere at vende hjem, så de ikke lider overlast,« siger hun.
Samtidig mener hun, at det vigtigste her og nu er, hvordan irakerne har det, mens de er i Danmark:
»Der er jo ikke nogen, der tror på, at de kan sendes hjem inden for de næste en-to eller tre uger. Det vigtigste er derfor, at vi først og fremmest sørger for, at de får ordentlige forhold i Danmark, mens de er her.«
Dansk Folkepartis Jesper Langballe afviser dog Lotte Bundsgaard kritik:
»Myndighederne i Nordirak er formentlig ikke klar over, at vi fra dansk side vil strække os meget langt specielt i forhold til genhusningen af de afviste irakere,« siger han og tilføjer, at det netop er boligforholdene – og ikke sikkerheden – der er problemet i Nordirak:
»På den anden side kan vi jo godt risikere i fremtiden at skulle sende nogle hjem til områder, hvor der er mindre sikkert. Der har vi så bare det standpunkt, at det er moralsk utiltalende, at irakere, der bor i Danmark skal afvise at rejse tilbage, fordi det er mere bekvemt i Danmark, når deres landsmænd er i Irak,« siger Jesper Langballe.