Antallet af varme hænder, der skal tage sig af et stigende antal ældre forsvinder med høj hast.
En opgørelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at antallet af sygeplejersker på plejecentrene er faldet fra 39 per 1.000 ældre over 80 år til 34 sygeplejersker pr. 1.000 ældre fra 2000 til 2010.
SF's sundhedsordfører Jonas Dahl ser med bekymring på udviklingen og vil ikke udelukke, at kommunerne skal ansatte flere sygeplejersker.
"Jeg vil ikke afvise, at der skal ansættes flere sygeplejerske, for det kan sagtens være, at der skal det. Men jeg tror, at vi bliver nødt til at se, hvordan ressourcerne i det offentlige bruges bedst muligt," siger Jonas Dahl til Newspaq.
Jonas Dahl anerkender, at budgettet er stramt, så det kan blive svært at finde pengene til flere varme hænder.
Dansk Folkeparti er med på, at der skal være flere hænder til at tage sig af de svage ældre.
Men det kan med fordel blive social- og sundhedshjælpere og assistenter, der tager sig af opgaven.
"Det er meget vigtigt, at der er personale til at varetage opgaven med at pleje de ældre. Man kan med fordel bruge sygeplejerskerne til at guide og uddanne andre til at tage vare på opgaven," siger Liselott Blixt, der er sundhedsordfører i Dansk Folkeparti.
Hun peger på, at kommunerne skal passe på med ikke at spare på de vigtigste sundhedsopgaver.