72 underskrifter. Mere skal regeringen ikke bruge til at
stikke en massiv kæp i hjulet på det navnegebyr, der skulle træde i kraft den
1. maj.
Fra den dato ville det komme til at koste 430 kroner at
skifte efternavn. Men S og SF er så rasende over, at forbrugerminister Carina
Christensen (K) blev væk, da hendes eget lovforslag skulle stemmes igennem, at
de nu vil udsætte den endelige beslutning.
- Vi trækker i dette håndtag, fordi vi ikke vil acceptere, at ministeren
presser lovforslaget igennem Folketinget og ikke vil prioritere at møde op
under lovbehandlingen, siger Morten Bødskov til Jyllandsposten.
Socialdemokraterne og SF vil med den noget atypiske
aktion udsætte 3. behandlingen af lovforslaget. Ved at samle de 72
underskrifter kan de nemlig få udsat 3. behandlingen, så den tidligst kan finde
sted om 14 dage.
Carina Christensen blev væk fra anden behandlingen af forslaget, for at
deltage ved det femte temamøde i arbejdet med regeringens kvalitetsreform af
den offentlige sektor, sammen med statsministeren.