Den eftersøgte Maurice Clemmons fra Arkansas, der er mistænkt for det firedobbelt mord på amerikanske politimænd, er død.
Han gik i morges amerikansk tid til angreb mod politimænd på en gade i Seattle og blev skudt af politiet.
Efter skudepidoen blev Clemmons bragt på hospitalet, hvor han blev erklæret død, skriver timesonline.com.
Han blev allerede skudt én gang i søndags, efter ét af hans ofre trak et våben, inden han selv dræbte de fire politmænd.
Han har angiveligt modtaget hjælp fra venner og familie siden søndagens skuddrama.
Drabene på de fire politibetjente fandt sted søndag morgen, da de fire - tre mænd og en kvinde - nød en kop kaffe, inden de skulle møde på arbejde ved byen Lakewood.
Øjenvidner har beskrevet, hvordan gerningsmanden kom ind på cafeen og gik hen til disken som for at bestille kaffe, inden han pludselig vendte sig om, hev en pistol frem fra under frakken og skød løs på de fire uniformerede betjente.
Clemmons blev for ni år siden løsladt efter kun at have afsonet 11 år af en 95 år lang fængselsstraf. Han er tidligere dømt for voldelige røverier og voldtægt af et barn.