leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 18:29
En bombe i et af de pænere kvarterer i Egyptens hovedstad, Kairo, har søndag kostet en politimand livet. To andre betjente og en civil er såret, siger sikkerhedskilder til Reuters.
Bomben var placeret i eller ved en bil, siger kilderne. De tilføjer, at eksplosionen var så kraftig, at den lavede et krater i vejen.
Bomben eksploderede på 15. maj-broen, der fører til Zamalek-kvarteret i det centrale Kairo. Her ligger de fleste ambassader, blandt andet også den danske.
En militant gruppe ved navn Ajnad Misr har taget skylden for angrebet. Gruppen kom frem i januar 2014 og har primært rettet sine angreb mod sikkerhedsstyrker i og omkring hovedstaden.
Få timer inden bombeangrebet var gruppens leder og stifter blevet dræbt af skud i en lejlighed i Giza-kvarteret i Kairo natten til søndag.
Gruppen har ikke kommenteret drabet på lederen, Hamam Mohamed Attia, eller givet udtryk for, at bombeangrebet var hævn for dette.
Det er anden dag i træk, at Kairo rystes af bombeangreb. Lørdag eksploderede to bomber i boligkvarteret Imbaba, der ligger lige på den anden side af Nilen i forhold til Zamalek.
Ingen kom til skade ved lørdagens bombeangreb.
Siden præsident Mohamed Mursi, der har sin baggrund i det forbudte Muslimske Broderskab, blev væltet i 2013, har Egypten kæmpet mod et oprør, som først og fremmest er gået ud over den nordlige del af Sinai-halvøen.
Men ind imellem placerer militante grupper også bomber i Kairo og andre byer.
Oprøret har siden sommeren 2013 kostet flere hundrede politifolk og soldater livet.
/ritzau/