Der blev kysset og krammet med kæresterne, da to politibetjente på 37 og 38 år blev delvist frifundet ved Retten i Odense i går.
Den mest belastede betjent, der var tiltalt for at have misbrugt sin stiling ved at have udført en ulovlig anholdelse foran Club Retro i november 2005, ved at have undladt at opgive rapport efter en slåskamp foran diskotek Crazy Daisy i oktober 2005 og ved at have brugt anabolske steroider, blev pure frifundet.
Den anden betjent, der var tiltalt for at have undladt at opgive rapport efter slåskampen ved Crazy Daisy og senere for at have bortskaffet en kniv, som måske var bevismateriale fra slåskampen, blev idømt 20 dagbøder af 200 kroner.
Dommeren Jens Christiansen forklarede om dommen, at bevisførelsen under retssagen havde været for usikker og at vidneudsagnene ikke var tunge nok til at dømme politifolkene.
Usædvanlig sag
Begge betjente så lettede ud, da dommen blev afsagt.
Betjentene har været langtidssygemeldt fra Fyns Politi i Odense mens sagen har kørt.
Ingen af betjentene ønskede ikke at udtale sig efter dommen.
Forsvareren til den 37-årige betjent, der var den mest belastede i sagen, sagde, at han aldrig havde oplevet en lignende sag.
»Og jeg har efterhånden forsvaret over 200 betjente i retten. Den her sag er ganske usædvanlig, fordi der ikke var hold i sagen. Jeg forstår simpelthen ikke anklagemyndighedens motiv for at rejse sagen,« sagde Torben Koch efter retsmødet.
Han erkendte dog, at det efter dansk retspraksis er svært at dømme politifolk.
»Men det er jo fordi, at de gør deres arbejde godt. Derfor er det også godt, at der bliver rejst en sag som denne, så politiets arbejde kan blive afmystificeret,« forklarede Torben Koch.
Det vides ikke, om anklageren anker sagen – eller om betjentene vender tilbage til tjeneste hos Fyns Politi i Odense igen.
Politimændene var anklagede for´:
At have undladt at aflægge rapport efter et masseslagsmål mellem en gruppe arabere og en gruppe tyrkere foran Crazy Daisy.
At
have konfiskeret en foldekniv samme aften, som de ikke indleverede på
politigården. Kniven blev i stedet kastet i kanalen ved Odense Havn.
Den
ene betjent er endvidere anklaget for at have foretaget en uberettiget
anholdelse foran Club Retro og at have misbrugt anabolske steroider.