Da borgmestrene
så på storskærmen, så de små politibiler fordelt overalt i kredsen. Et trygt og
sikkert samfund med en masse betjente på gaden lignede det.
Men patruljevognene
var blot sendt på gaden i en times tid, så borgmestrene kunne se de flotte
skærme. For i virkeligheden har besparelser og kontorarbejde ramt så hårdt, at
der er færre betjente på gaden end tidligere.
Det skriver Dagbladet Roskilde.
- Vi blev
bedt om at køre ud alle sammen, og det skulle være i hver sin retning. Så
skulle vi blive ude i området, til vagtcentralen meldte fra. Så snart
borgmestrene havde vendt ryggen til, fik vi at vide, at nu kunne vi godt køre
tilbage, fortæller Poul Vestervang, betjent fra Køge, der var en af de
betjente, der blev sendt af sted.
Han siger,
at frokosten blev inddraget, så borgmestrene kunne se ”et show”.
- Det
handler om at bilde folk ind, at der er patruljer på gaden, men der er jo ikke
en tredjedel af de patruljer ude, som der var for et år siden, siger Poul
Vestervang.
Frokosten blev udskudt
I alt ni
borgmestrene var med på rundvisningen på Midt- og Vestsjællands Politi den 4.
februar i år. Det skete i forbindelse med et såkaldt kredsrådsmøde, hvor
ledelsen i Midt- og Vestsjællands Politi mødes med borgmestrene fra kommunerne
i politikredsen.
Overfor
Dagbladet afviser chefpolitiinspektør Sten Skovgaard Larsen fra Midt- og
Vestsjællands Politi, at der er hold i sagen. Men i en pressemeddelelse
erkender politidirektør Anders Linnet delvist.
- Det er
rigtigt, at vi under borgmestrenes besøg bad personalet i politipatruljerne
udskyde frokosten for bedre at kunne præsentere flådestyringssystemet, skriver
han.
Han kalder
dog beskyldningerne om at føre borgmestre bag lyset for ”hel hen i vejret”.
Borgmester
Poul Lindor Nielsen (S) fra Roskilde Kommune er overrasket.
- Jeg
forventer selvfølgelig, at det vi får fremvist, er faktuelt og ikke opstillet,
siger Poul Lindor Nielsen til Dagbladet.