Ritzau
Opdateret kl. 12:56
Det er ikke korrekt, at Syd- og Sønderjyllands Politi ikke vil identificere betjente på billeder fra sommeren 2015, hvor en gruppe flygtninge vandrede på de danske motorveje.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Det er i forbindelse med en retssag mod Politikens pressefotograf Martin Lehmann, at Lehmans advokat Hanne Rahbæk har bedt politiet om at finde frem til betjentene.
På billederne ses betjente blandt andet tage fat i flygtninge og forsøge at adskille dem fra deres børn.
Information skriver lørdag, at politiet ikke har været i stand til at identificere dem.
Formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt oplyser dog, at politikredsen har kendt til betjentenes identitet siden 2015.
Selv afviser politikredsen, at den ikke har villet eller kunnet identificere betjentene:
- Oplysningerne om, at Syd- og Sønderjyllands Politi ikke vil identificere betjente er ikke korrekte.
- Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste under et forberedende retsmøde i sagen mod Rahbæks klient, at man kan identificere to af betjentene på billedet.
- Politikredsen kan tilføje, at man naturligvis vil identificere flere af betjentene, hvis retten finder bevisførelsen relevant, står der i pressemeddelelsen.
Rahbæk vil gerne føre betjentene som vidner i retssagen.
Men den anmodning har Syd- og Sønderjyllands Politi ifølge Information afvist med den begrundelse, at "yderligere bevisførelse er overflødig", og at det "ikke er muligt at identificere nogle af de betjente, der fremgår af bilag 1-19".
Retten i Sønderborg var enig i, at det ikke var nødvendigt med flere betjente som vidner. Den kendelse har Hanne Rahbæk dog kæret til landsretten.
/ritzau/