Rutsjeturen på aktiemarkedet får nu regeringen til at overveje at lempe reglerne for tvangsophævelse af kapitalpension.
Flere af dagens nuværende pensionister risikerer nemlig at tabe betydelige summer, hvis ikke der fra politisk hold skrides ind nu og lempes på reglerne.
Skatteminister Kristian Jensen (V) erkender, at embedsmænd i hans ministerium ser på reglerne, men han vil ikke afsløre yderligere om, hvordan eller hvornår lempelserne kommer pensionsopsparerene til gode.
Lempelserne overvejes, fordi finanskrisen har fået værdien af pensionisternes pensionsaktier til at falde så drastisk, at mange ældre vil få udhulet deres pension, hvis de tvinges til sælge deres pension-værdipapirer, når de runder 70 år.
Håbet ved at hæve aldersgrænsen er, at markedet for værdipapirer når at rette sig op, så pensionisterne får fuld valuta for salget af deres værdipapirer.
Aldersgrænsen på 70 år blev oprindeligt indført for at sikre, at det var pensionstageren selv og ikke arvinger, der fik glæde af pensionsopsparingen.