Århus, Odense og København. Lige meget hvor du kigger hen, ser du stadig valgplakater fra partier fra begge sider af folketingssalen.
I de tre store byer og mange andre kommuner skulle plakaterne være hevet ned senest søndag.
Men det er de ikke blevet. Derfor må kommunale medarbejdere nu have arbejdshandskerne på og ud at klatre i lygtepæle. Og det er de godt trætte af, for det er det samme efter hvert valg.
- Vi synes ikke, at det er særligt sjovt i hvert fald. Vi havde håbet, at de havde pillet dem ned, så vi ikke havde alt det bøvl, siger Harald Jørgensen, der er installationsmester i Trafik og Veje under Århus Kommune.
En af dem, der stadig havde plakater hængende i Århus gader i går, er Henriette Kjær. Men hendes kampagneleder, Marc Perera Christensen, siger, at de burde være hevet ned nu.
- De sidste blev pillet ned i går aftes. Vores plakater har været udsat for et ret massivt hærværk tidligere på valgkampen, så det kan være svært at få overblik over, hvor de egentlig er henne, siger Marc Perera Christensen, der fortæller, at Konservativ Ungdom begyndte at hive plakater ned allerede dagen efter valget.
Marc Perera Christensen forklarer, at plakaterne normalt hænger i store klynger. Men hvis de fleste så bliver fjernet, så der kun hænger et par stykker tilbage, så kan man let overse dem, når de skal pilles ned.
Men det er de sådan set ligeglade med i Århus Kommune. Her er de selv begyndt at pille plakaterne ned, og regningen ryger direkte til de lokale vælgerforeninger
I København tager de det lidt mere stille og roligt, selvom der stadig hænger plakater. Men hvis vælgerforeningerne vil undgå en bøde, så skal de ikke blive hjemme i sofaen alt for længe. Det fortæller Tine Brandt-Nielsen, der er akademisk medarbejder hos Vej og Park i Københavns Kommune.
- Partierne kan jo sagtens have glemt en plakat hist og pist, så vi tager lige en snak med dem, det plejer at hjælpe, siger hun og understreger, at der nok ikke går mere end en lille uge, før hammeren også falder i København.