Udendørs spabade, firehjulstrækkere på gule plader og terassevarmere er skidt for den globale opvarmning. Derfor bør regeringen indføre flere grønne afgifter for at påvirke vores opførsel i en mere miljørigtig retning, mener Det Økologiske Råd.
Sådan lyder opfordringen efter offentliggørelsen af FNs klimarapport. Den forudser varmere temperaturer, mere regn, smeltende isbjerge og gletsjere, flere hedebølger og tropiske storme, samt øget vandstand.
»Vi har alle et personligt ansvar for at gøre noget ved klimatruslen. Men politikerne har et særligt ansvar for at indrette skattepolitikken med videre, så den fremmer dette,« siger formanden for Det Økologiske Råd, Christian Ege.
Også Greenpeace bruger rapportens konklusioner til at lægge pres på den danske regerings miljøpolitik:
»Nu må den danske regering ryste op med en plan for, hvordan Danmark vil tilvejebringe de nationale klimagas-reduktioner, som er nødvendige efter 2012,« siger Tarjei Haaland fra Greenpeace.
Det danske medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, Mogens Camre, mener dog ikke, at det vil være en fornuftig løsning at øge de grønne afgifter:
»Man kan ikke omlægge de ekstremt høje danske bilafgifter, så de fremmer energivenlige biler, uden at der sker et stort provenutab,« siger Mogens Camre.