Der er stadig masser af gammelt eller fejlmærket kød i handlen. På bare et halvt år har Fødevarestyrelsens rejsehold ved otte aktioner fundet og beslagt 142 tons, oplyser TV 2 News.
Lederen af kødpolitiet, Michael Rosenmark, er overrasket.
- Vi havde måske regnet med at finde gammelt kød ved hver tredje eller fjerde aktion, ikke så meget som der her er tale om, siger han til TV 2 News.
Politikerne på Christiansborg forhandler i øjeblikket om, hvordan man kan komme problemet til livs - og flere partier er parat til at give Rejseholdet flere ressourcer.
Socialdemokraternes fødevareordfører Kirsten Brosbøl forestiller sig et rejsehold til hver af de fire regioner i landet.
- Det tror jeg vil være den mest effektive måde at komme de brodne kar i branchen til livs på, så vi kan få ordentligt ryddet op, siger hun til TV 2 News.
Også Dansk Folkepartis fødevarerordfører Christian H. Hansen vil styrke kødpolitiet yderligere.