Det kan ikke være rigtigt, at man med en falsk fødselsattest i hånden kan sno sig uden om den omdiskuterede 24-års-regel.
Det mener en række politiske partier, der vil se nærmere på, at unge danske indvandrere køber fødselsattester i Pakistan, så de på papiret er fyldt 24 år og dermed kan blive gift og få opholdstilladelse i Danmark.
Vil gå efter bagmændene
Hos Socialdemokraterne vil man gå efter eventuelle bagmænd.
»Hvis vi finder ud af, at det her foregår systematisk, så må vi slå ned på bagmænd og netværk i Danmark,« siger integrationsordfører Sophie Hæstorp Andersen.
De Konservative håber på et samarbejde med eksempelvis de pakistanske myndigheder om at lave fødselsattester, der er sværere at svindle med.
»Ellers ender det med, at man bliver nødt til at stramme reglerne. Og det er ærgerligt,« siger integrationsordfører Henriette Kjær.
Ikke overraskende
Falske fødselsattester er brænde på bålet i diskussionen om 24-års reglen. Hos Det Radikale Venstre, der er imod reglen, er man ikke overrasket over snyderiet.
»Folk er villige til mange ting for at omgå regler, der forhindrer dem i at leve det familieliv, de gerne vil. At snyde med alderen kan være en sidste desperat løsning,« forklarer integrationsordfører Morten Østergaard, der ikke mener, at reglen har været effektiv mod tvangsægteskaber.
Loven virker
Det mener derimod Jesper Langballe, der er integrationsordfører hos Dansk Folkeparti.
»Muslimske unge trygler os om at bevare 24-års reglen og tilknytningskravet. De slår sig på lårene af grin over nogle af de andre tiltag, men de to virker,« siger Jesper Langballe med en reference til bogen Mødom på mode , hvor kvinder i de danske indvandrermiljøer fortæller om tvangsægteskaber.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra integrationsminister Rikke Hvilshøj (V).