Meget tyder på, at landets studerende kan ånde lettet op.
Der tegner sig nemlig et politisk flertal uden om regeringen mod Skattekommissionens forslag om at indføre et loft for SU-støtte på fire år.
"Jeg forstår godt de studerende. Det er et vanskeligt forslag," siger Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Martin Henriksen til Jyllands-Posten.
Heller ikke hos oppositionen er der opbakning til forslaget, der flere steder har fået de unge på gaderne for at demonstrere mod udspillet.
"Det Radikale Venstre støtter de studerende i deres protest mod at skære i SU'en," siger Margrethe Vestager (R) til Jyllands-Posten.
Indtil nu har undervisningsminister Bertel Haarder (V) ikke villet udtale sig om forslaget.