Det kræver en national handlingsplan, hvis antisemitismen skal stoppes.
Det siger Lars Aslan Rasmussen (S), Københavns Borgerrepræsentation.
- Vi bliver nødt til at anerkende, hvor alvorligt problemet er. Det synes jeg også, at Folketinget er nødt til. Det er et nationalt problem, at en befolkningsgruppe bliver udsat for chikane, siger han.
Danske jøder udsættes i stigende grad for chikane og såkaldte hadeforbrydelser. Både Israels ambassadør og Mosaisk Troessamfund råder jøder i København til at skjule jødiske kendetegn for at undgå chikane.
Der bliver ikke ført statistikker over chikane mod jøder, men Mosaisk Troessamfund har modtaget 37 anmeldelser af mulig antisemitisme i år.
Ifølge overrabbiner Bent Lexner udøves chikanen af både unge muslimske indvandrere fra palæstinensiske og arabiske områder - og af højreorienterede grupper, som er mindre synlige.
Chikanen har mange former. Det spænder fra skældsord til voldelige overfald. En stor del har fundet sted på Nørrebro eller ved synagogen i Indre By.
- Det er en katastrofe, at det har udviklet sig på den måde, og det er desværre en udvikling, vi har set over et stykke tid, at jøder bliver chikaneret i København og udsat for hadeforbrydelser. Det er utåleligt, at man skal generes for den, man er, siger Lars Aslan Rasmussen.
Københavns integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) erkender, at kommunen ikke har været tilstrækkelig opmærksom på antisemitisme.
37 sager alene i år, det er alt for mange, siger hun til Jyllands-Posten.
Også De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, finder chikanen stærkt bekymrende.
- Man ville aldrig acceptere, hvis muslimer skulle skjule deres religion, eller hvis homoseksuelle skulle skjule det. Det er stærkt problematisk, at ofrene skal ændre adfærd. Der skal være plads til forskellighed, pointerer han.
De Radikales folketingsmedlem Marlene Borst Hansen er enig og mener, at politikerne må hejse det politiske flag.
- Det er en grundlæggende frihedsrettighed at kunne færdes uden at blive chikaneret. Det handler om fordomme, og jeg er åben over for en helhedsindsats, for hvordan vi får nedbrudt de fordomme, siger hun.
/ritzau/