Danske politikere bruger taxaboner med løs hånd. Folketingspolitikere kan således frit køre taxa fra hjemadressen og til nærmeste lufthavn, flyve til Kastrup og igen herfra med taxa til Christiansborg. I januar i år kostede taxaturene 189.496 kroner og 14 øre.
Nyhedsavisen har fået aktindsigt i Folketingets taxaregnskab for hver enkelt politiker.
Topscoren er socialdemokraten fra Thisted, Ole Vagn Chistensen, der kørte taxa i sidste måned for 9.372 kroner med den tidligere borgmester i Randers, Michael Aastrup et par vognlængder efter.
Fløj for 6,5 millioner
Og det er langt fra det eneste transport, som de 179 christiansborg-politikere lader skatteyderne betale. Sidste år fløj MF erne idenfor landets grænser for 6,5 millioner kroner, kørte taxa for 2,8 millioner og fik hver især et gratis tog- og buskort skrevet ind i kontrakten med DSB og HUR, der ellers står i henholdsvis 50.000 og 12.265 kroner. I alt kostede befordringen af politikerne 21.4 millioner beskattede kroner.
»Kunne du høre min kæbe ramme jorden. Det er godt nok mange penge,« siger Venstre-politikeren Marion Pedersen, der selv bad om at betale sine to taxature i januar. Hun vil nu spørge Folketingets præsidie, om man ikke blot bør have refunderet sine regninger i stedet for at få et dyrt årskort til 1. klasse hos DSB.
»Det er jo præcist det, som vi kritiserer i EU. Nu er jeg selvstændig, og jeg kan jo ikke trække morgenmaden til svendene fra, hvis jeg ikke har en kvitering,« siger Marion Pedersen.
På den anden side af folketingssalen er de med på at undersøge området.
»Vi må jo se om vi kan spare noget. Det er skørt, at man ikke allerede får al transport efter regning. Men vi skal ikke stramme ordningen så hårdt, at man ikke længere kan være politiker i Vestjylland,« siger den jyske SF er Kristen Touborg, der selv kørte taxa for 3.224 kroner i januar.
Han kalder det »skørt«, at politikere får 51.000 kroner skattefrit oven i lønnen om året, som de kan bruge som de vil uden, at de behøver at komme med kviteringer.
For alle andre borgere i Danmark skal frikort til DSB og skattefrie beløb ellers beskattes – men det har Folketinget behændigt sluppet uden om med særregler. Reglerne er vedtaget af Folketingets præsidie – og det selv om Dansk Folkepartis medlem af samme, Poul Nødgaard, ikke er meget for dem.
»Jeg har altid været imod, at vi skal have omkostningstillæg. Men reglerne er som de er, og der skal et flertal i folketinget til at ændre det. Og der er ingen over Folketinget,« siger Poul Nødgaard, der ikke uden videre vil tage stilling til rejseomkostningerne.