For sent. Duer ikke.
Carlsberg har indtil videre fået en kurv af politikerne i kærlighedsjagten på en metrostation på den gamle bryggerigrund i Valby. De har nemlig været alt for sent ude, mener politikerne.
Men nu viser det sig, at medlemmerne af Økonomiudvalget i København har kendt til Carlsbergs metro-drømme i næsten et år.
Allerede på et møde i udvalget 20. juni 2006 blev en ændret linjeføring af metroen nævnt, skriver TV 2/ Politik.
Mange penge værd
Carlsberg er i sagens natur umådeligt interesserede i en metrostation på eller tæt ved deres gamle bryggerigrund, der fra 2008 skal huse boliger, institutioner og kulturoplevelser. Det vil nemlig hæve værdien af grunden betragteligt, og derfor har de også selv tilbudt at betale for en undersøgelse af en ny linjeføring.
Det er dog meget tvivlsomt om lokal- og folketingspolitikerne bag metroforliget har nogen interesse i at ændre noget så sent i forløbet.
For sent at ændre
Carlsbergs forslag kan således nemt komme til at forsinke milliardbyggeriet, og det ønsker ingen af politikerne. Eller som teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) siger:
»Vi har ikke lyst til at sparke forliget ud til hjørnespark. Der er jo ikke nogen her, der bestemmer noget alene. Det kræver et flertal, og der har fra Københavns Kommunes side været et ønske om, at det ikke var os, der brød op i forliget.«