Da belgisk politi forleden afbrød en ulovlig fest i Bruxelles, blev betjentene mødt af 25 nøgne mænd i gang med et sexorgie. Blandt deltagerne var flere diplomater og et medlem af Europaparlamentet.
Politiet var blevet tilkaldt af naboer, som mente, at festen overtrådte de gældende corona-regler. Og da ordensmagtens bankede på døren, fik det mindst en af deltagerne til at tage flugten fra lejligheden i det centrale Bruxelles.
En forbipasserende vidne fortalte politiet, at han havde set en mand med blodige hænder flygte ned ad gaden. Manden havde formentlig skadet sig selv, da han forsøgte at flygte ud af et vindue fra den lejlighed, hvor orgiet fandt sted.
Da politiet senere fik fat i manden, fandt de narkotika i hans rygsæk, og da han ikke var i stand til at identificere sig selv, blev han fulgt hjem til sin bopæl, hvor han kunne fremvise et diplomatisk pas.
Det viste sig senere at være det ungarske medlem af europaparlamentet, József Szájer.
Szajer udsendte efterfølgende en erklæring, hvor han fortalte, at politiet havde givet ham en “officiel advarsel” og at han “dybt beklagede” at have overtrådt corona-reglerne.
József Szájer beklagede dybt. (Foto: Ritzau Scanpix)
Belgien indførte i sidste måned restriktioner, som blandt andet betød et forsamlingsforbud på max fire mennesker.
- Det var uforsvarligt fra min side. Jeg er klar til at modtage en eventuel bøde, lød det fra den erfarne ungarske politiker.
József Szajer, der i mange år var en en del af premierminister Victor Orbans konservative Fidesz-parti i Ungarn, tog dog selv konsekvensen og meddelte, at han trådte tilbage som medlem af Europa-parlamentet.
Han understregede, at hans fejltagelse var personlig.
- Jeg beder til at min fejltagelse ikke får konsekvenser i mit politiske bagland eller i mit hjemland, lød det.
Ungarn har ligesom Polen været stærke modstandere af en ny EU-plan om udvidede -rettigheder for LGBT-grupper.