De har sendt danske soldater i krig, men har åbenbart svært ved at følge med i, hvordan krigen går.
Kun to medlemmer af Folketingets Forsvarsudvalg kan svare korrekt på, hvor mange danske soldater, der har mistet livet i Afghanistan, skriver Ekstra Bladet.
- Jamen, det ligger der lister over, så det, synes jeg ikke, er relevant, siger formanden for udvalget, Venstres Hans Christian Thorning, til avisen.
Ifølge Hærens Operative Kommando er det officielle tal 17. 16 soldater er dræbt i kamp, mens en har begået selvmord.
- Ja, hvor mange er det? Jeg mener, det er ni. Jeg har ikke tallet på mig, så jeg kan ikke svare dig. Det er bare et spørgsmål om at kunne huske et tal, ikke? siger Dansk Folkepartis Søren Krarup, da Ekstra Bladet ringer til ham.
- Vi har mistet syv soldater. Hver gang, der er nogen, der bliver slået ihjel, så har jeg det skidt. Derfor følger jeg med, siger Socialdemokraternes Jens Christian Lund, der altså ikke følger helt så meget med, som han selv tror.
Johan Kirkmand, der i 2005 mistede sin søn i Irak, er forarget.
- De sidder bare bag et skrivebord og sender folk i krig uden at vide, hvor mange der er døde. Det er så respektløst, at tabstallet bare er statistik for dem, siger han til Ekstra Bladet.
Gættene går altså fra syv til 11, 13, 14, 15, 16 og 18.
Kun to kan svare rigtigt, nemlig Enhedslistens Frank Aaen og Venstres Karsten Nonbo.