Et lynudbud af den sjette radiokanal til interesserede medieejere kan være den redningskrans, som medarbejderne på Radio 100FM har håbet på.
Radiostationen har siden starten givet dundrende underskud, og den hollandske ejer af radioen, John de Mol, har for nylig smækket kassen i for radioen, der siden har været i betalingsstandsning. Han har indtil nu tabt mere end 300 millioner kroner på det danske radioeventyr, og vil ikke bruge flere penge på projektet, uden udsigt til at skabe et overskud.
Det nye udbud tager et stort hensyn til Radio 100FM. Ikke bare kommer udbudet længe før forventet - det forlanger også af en kommende aktør på radioen, at de har erfaring med radiodrift i Danmark.
Samtidig vil radiokanalen fra 2011 ikke skulle betale den faste afgift for at sende til staten. I fremtiden skal statens afgift være beregnet ud fra omsætningen på radioen.
Den nye politiske aftale har været et stort ønske fra Radio 100FM, da den - hvis de vinder - giver mulighed for at overbevise investorer om at der stadig er en forretning i at drive radioen.
"Det her er en rigtigt god nyhed, fordi jeg nu har noget konkret at gå videre til potentielle investorer med. Det har været vigtigt for mig at få noget ned på papir, og det har jeg nu," siger radioens adm. direktør, Jim Receveur.
Bag den politiske aftale står et bredt politisk flertal fra Dansk Folkeparti til SF.