Sagen om den 13-årige pige fra Als, der er blevet gravid med en 12-årig dreng, har vækket både røre og harme. Den konkrete sag får imidlertid ikke danske politikere til at ønske mere seksualundervisning i folkeskolen.
Dansk Folkeparti mener nemlig ikke, at det primære ansvar for de vordende teenageforældre ligger i klasseværelset.
"Det er først og fremmest et forældreansvar at lære sine børn at sætte grænser. Man må konkludere, at børnene i denne sag ikke har lært det," siger Martin Henriksen, uddannelsesordfører i Dansk Folkeparti, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Som det er i dag, skal børn i folkeskolen have seksualundervisning, men undervisningen er ikke skemalagt. Derfor integreres information om kondomer, graviditet og menstruation i fag som biologi og idræt.
Det diskuteres i ny og næ, hvorvidt sex skal have sit eget fag, men hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne ønsker dette.
"Vi synes ikke, at det skal være sit eget fag. Derimod mener vi, at der blandt andet er brug for mere efteruddannelse på området - mange lærere føler det stadig ubekvemt at undervise om sex," siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, til Newspaq.
Antorini mener samtidig, at forældrene skal hjælpes til at få gang i sex-snakken hjemme ved spisebordet:
"Forældre synes, at det er særligt svært at tale om sex med deres børn. Vi burde lave noget materiale til forældrene om, hvordan man taler om sex med sine børn. Det synes vi, er en god idé at kigge på," siger Antorini.
Siden 2007 har lærerseminarierne været forpligtet til at udbyde kurser i de såkaldte timeløse fag - heriblandt seksualundervisning - men ingen studerende er pålagt at følge kurserne.
Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, har ikke ønsket at udtale sig om seksualundervisning i sammenhæng med sagen om den gravide 13-årige.