En luksuslejlighed på 148 kvadratmeter et stenkast fra Strøget - husleje 0 kroner.
Sådan bor Folketingets formand Christian Mejdahl (V) i en ekstra bolig betalt af skatteyderne. Det samme gør resten af folketingsledelsen - Svend Auken (S), Niels Helveg Petersen (R), Poul Nødgaard (DF) og Helge Adam Møller (K).
Hvor alle andre borgere i Danmark skal betale skat af en gratis bolig, så slipper politikerne uden at betale en krone. Folketinget har nemlig vedtaget en særlov, der holder tingets egne fem politiske høvdinge skattefrie.
- Det er noget usædvanligt, at Folketinget vedtager love, der gør, at politikere selv slipper for at betale skat af en ekstra bolig, når alle andre danskere i samme situation skal betale skat, siger skatterådgiver John Rasmussen fra revisionsfirmaet Timetax og tidligere teamleder i Skat.
Nyhedsavisen har den seneste uge afdækket, hvordan folketingspolitikere rejser gratis i tog på første klasse, og hvordan 119 tidligere folketingspolitikere endda kører ulovligt med DSB uden at betale skat.
- Det er da ikke andet end rimeligt, at vi kan få stillet en seng til rådighed, når vi har arbejdet længe i København, siger en af Folketingets næstformænd, Poul Nødgaard(DF), der et par gange om ugen residerer i sin møblerede toværelses på Christiansborg, når han ikke er hjemme i Ringsted.
Lejlighederne inkluderer kabel-tv, designermøbler, malerier fra Statens Museum for Kunst og rengøring og udskiftning af håndklæder og sengetøj.
God samvittighed
Også Svend Auken, der selv har en lejlighed på 73 kvadratmeter, synes, særordningen er på sin plads.
- Det er jo et specielt stykke arbejde, vi udfører. Vi betaler jo heller ikke skat af vores kontorer på Christiansborg, siger han.
De øvrige folketingspolitikere fra provinsen har ingen fribolig, men får 7.159 kroner skattefrit om måneden til at betale en bolig i København. De sjællandske politikere kan sove gratis på hotel.
Skatteminister Kristian Jensen (V) vil ikke forholde sig til, om det er rimeligt med særregler for folketingspolitikere. Han henviser til Folketingets ledelse.