Riv Forsvarskommandoen ned, og flyt i stedet dens funktioner ind i Forsvarsministeriet. Så kan vi måske undgå skandaler i fremtiden.
Det foreslår den radikale forsvarsordfører Niels Helveg Pedersen, der vil sørge for, at det igen er politikerne, der styrer Forsvaret - og ikke omvendt, som man har set det i den aktuelle sag om fup-oversættelsen af Jægerbogen.
"Hvis vi nedlægger Forsvarskommandoen, så vil der være muligheder for at undgå, at der udvikler sig forskellige kulturer omkring ministeren og omkring forsvarschefen," siger Niels Helveg Pedersen til Newspaq.
Niels Helveg Pedersen ser den aktuelle sag om Jæger-bogen som et eksempel på, at Forsvarskommandoen er blevet for magtfuld, og at den forsøger at bestemme over offentligheden og politikerne.
Forsvarskommandoen fungerer i dag som et slags filter mellem Forsvarets værn og Forsvarsministeriet - men hvis det står til de radikale, så skal der være meget kort vej mellem generaler og ministeren - ligesom man kender det fra USA, hvor forsvarsministeriet i Pentagon er tæt integreret med forsvaret.
"Jeg synes, at forløbet af denne sag dokumenterer, at det nuværende system let kan give nogle mærkværdige resultater. Derfor skal det laves om," siger Niels Helveg Pedersen.
Som udgangspunkt er SF også positiv overfor ideen, og den borgerlige regering har tidligere arbejdet med et lignende forslag.