En chokeret Cømert Sonsuz fra Nivå nåede torsdag formiddag at lave et kort Facebook-opslag om, at tyrkisk politi tilbageholdt ham i lufthavnen i Istanbul, hvor de anklagede ham for at være provokatør, skriver Frederiksborg Amts Avis, lørdag.
De tyrkiske betjente havde forsøgt at tage hans mobiltelefon, og det fik hurtigt venner i Danmark til at alarmere myndighederne, så de kunne hjælpe Cømert Sonsuz, der har kurdisk afstamning.
Sent torsdag eftermiddag var Cømert Sonsuz igen løsladt, muligvis fordi det Danske Generalkonsulat i Istanbul hjalp til. Først fredag eftermiddag var Cømert Sonsuz tilbage i Danmark, hvor han konstaterede, at han på ingen måde havde provokeret betjentene.
Folketingsmedlemmet Lars Aslan Rasmussen (S) nåede at blive alarmeret af en kvinde fra Nivå, men han fik kort efter nyt om, at problemet var blevet løst.
Han er sikker på, at det er danske borgere, der har benyttet sig af den såkaldte »stikkerlinje« til Erdogans regime til at afgive oplysninger om Cømert Sonsuz og forklarer, at der i de tyrkiske aviser bliver indrykket annoncer om, at man skal anmelde andre mennesker.
- Erdogan har mange støtter i Danmark. Vi får det her stikkeri stoppet ved at gøre det meget klart, at det er ulovligt. Og så skal PET have fat i stikkerne, som skal straffes hårdere, siger han.
Fr.Borg Amts Avis