En nu tidligere fynsk politiker vil ikke blive sigtet for, at tilbyde en teenager penge for at sende ham nøgenbilleder.
Det skriver TV 2 Fyn.
- Jeg kan ikke sige så meget, men vi har vurderet, at i de oplysninger vi har haft i sagen, er der ikke begået noget strafbart, og vi har derfor standset efterforskningen, fortæller advokaturchef Heidi Colbæk, til tv-stationen.
Det er det tidligere byrådsmedlem i Nyborg og leder af Nyborg Ungdomsskoles musicaltalentskole, Jesper Nielsen, som slipper for at blive sigtet i sagen.
Sagen begyndte at rulle, da det i april kom frem, at Jesper Nielsen havde skrevet til en 17-årig pige på det sociale medie Snapchat. Her spurgte han, om hun var interesseret i at sælge nøgenbilleder.
Fyns Politis anklagere mener ikke, at der er tale om børneporno.
- Efterforskningen har vist, at der ikke er tale om hverken blufærdighedskrænkelse eller forsøg på at besidde børnepornografisk materiale, siger advokaturchefen til tv-stationen.
Jesper Nielsen har erkendt, at han forsøgte at købe billederne og efterfølgende kaldt det sit livs fejltagelse.