Rørt politiker hylder taxachauffør: "Det var så gribende"
Politikeren Pernille Høxbro (K) skamroser taxachauffør for sit arbejde (Foto: Frederiksberg Konservative)
Politiker Pernille Høxbro (K) roser taxachauffør Asef Khatek for at bruge fredag aften på at følge en kunde hjem, der ikke kunne huske sin adresse.

Som taxachauffør er fredag aften ofte travl, og der skal som regel samles mange kunder op.

På trods af det satte taxachaufføren Asef Khatek tid af til at tage sig af en kunde, da han ikke kunne huske sin adresse. Det selvom han hverken havde penge eller sygesikring på sig.

Det får nu politikeren Pernille Høxbro fra Konservative på Frederiksberg til at skamrose ham i et interview med TV 2 Lorry.

- Jeg blev rørt. Det var så gribende, at en taxachauffør, der kan køre røven ud af bukserne fredag aften, i stedet tog sig tid til at finde en svag persons hjem og vise ham omsorg, siger hun til TV 2 Lorry.

Pernille Høxbro blev fredag aften ringet op af chaufføren, der havde fundet et visitkort fra bostedet Lioba og derefter googlet det. Her dukkede Pernille Høxbros navn op, da hun er formand for Socialudvalget på Frederiksberg. 

Bostedet Lioba huser blandt andet både misbrugere og personer med psykiske lidelser, og beboerne kan komme og gå, som de vil. Da Pernille Høxbro ringede bostedet op, manglede de rigtigt nok en beboer, og taxachaufføren kørte derfor beboeren til bostedet, hvor han blev sat af og kom i seng. 

Pernille Høxbro har siden rost chaufføren til skyerne over telefonen og i et Facebook-opslag, der har fået mange positive reaktioner i kommentarsporet. Hun har samtidig planlagt at sende blomster til chaufføren Asef Khatek, der dog forholder sig ydmygt til opmærksomheden.

- Folk spørger tit, hvorfor jeg gør sådan noget, men jeg kan godt lide at løse andres problemer, og jeg bekymrer mig for andre mennesker, siger han til TV 2 Lorry.

via Listen To News