Mens skraldet hober sig op, er de politiske oprydningsplaner så småt ved at gå i gang. I hvert fald mener Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), at Århus Kommune fremover nemt kan undgå skraldekonflikter.
»Det er udliciteringen, der er problemet. En stor del af byens affaldsindsamling fungerer ikke, og kommunen har ikke mulighed for at løse det. Derfor bør kommunen gøre det til en kommunal kerneopgave at håndtere affald,« siger Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Århus.
Formanden for udvalget for Teknik og Miljø, Keld Hvalsø Nedergaard (E), er enig.
»Vi kender endnu ikke kontraktens præcise ordlyd, men meget tyder på, at det firma, der er problemer med (HCS, red.), er i sin gode ret til at gøre, som de gør. Men det er de kun, fordi de udnytter kontrakten helt ud i de yderste hjørner. Det er givetvis lovligt, men det er demokratisk usympatisk, og derfor bør vi overveje, om kommunen selv skal løse opgaven,« siger Keld Hvalsø Nedergaard.
Rådmand: Vrøvl
Rådmanden for Teknik og Miljø, Peter Thyssen (R), er ikke enig:
»Det er noget vrøvl. Der er tale om en klokkeklar arbejdskamp, og det har intet med udlicitering at gøre. FOA s og Enhedslistens forslag lyder som noget fra før Murens fald, og dette bliver først et politisk problem, hvis der opstår en sundhedsfarlig situation. Længere er den ikke,« siger Peter Thyssen.