Et kinesisk parlamentsmedlem, som sprængte sin unge elskerinde i luften, blev henrettet i går sammen med sin nevø, der havde assisteret med drabet, skriver Timesonline.co.uk.
Den 61-årige Duan Yihe bad sin nevø Chen Zhi, der var politibetjent, om hjælp til at arrangere et trafikuheld, der kunne skaffe den 61-åriges elskerinde af vejen.
Nevøen placerede derfor sprængstof i elskerindens bil assisteret af en mekaniker. Bomben blev derefter detoneret via fjernkontrol, da kvinden den 9. juli kørte på en tæt befærdet vej. Eksplosionen var så kraftig, at bilen, en Honda Sedan, blev revet fra hinanden, kvindens underkrop blev pulveriseret og hendes torso blev slynget 30 meter væk fra køretøjet. Derudover blev to forbipasserende kvæstet.
Elskerindens forbrydelse var, at hun krævede, at den 61-årige giftede sig med hende. Parlamentsmedlemmet forsøgte derfor at slå op med kvinden, hvilket fik kvinden til at forsøge afpresning, da den 61-årige angiveligt havde taget imod bestikkelse.
Rigtigt mange kinesiske parlamentarikere er på det seneste blevet afsløret i at holde elskerinder og tage imod bestikkelse. En undersøgelse har vist, at 90 procent af de parlamentsmedlemmer, der er blevet af taget i korruption, også havde elskerinder.
I sidste måned blev finansminister Jin Renquing afsat, efter at det kom frem, at han havde haft en affære.