Rigsadvokatens tiltale af den kurdiske tv-station ROJ TV, der sender fra Danmark, vækker glæde hos én af tv-stationens støtter.
Enhedslistens Line Barfod (MF) ser nemlig frem til at få rettens bedømmelse af, om ROJ TV opfordrer til terrorisme med deres udsendelser.
"Det er rart, at sagen kan komme frem til en afslutning, da det har trukket ud i årevis," siger hun til Newspaq.
I Line Barfods øjne er det underligt, at man overhovedet kan tiltales for blot at mene noget.
"Jeg synes, det er et problem, at vi har en lovgivning, der gør, at man ikke må udbrede bestemte holdninger," lyder det fra Enhedslistens retsordfører.
Skulle det komme så vidt, at ROJ TV bliver dømt, vil Line Barfod naturligvis respektere afgørelsen. Men samtidig gør hun opmærksom på tv-stationens rolle i det samfund, den henvender sig til.
"Det er vigtigt, at vi er med til at bekæmpe terror. Men hvis det bliver forbudt generelt at orientere om, hvad der foregår rundt om i verden, så har vi et stort problem. Det er via kanaler som ROJ TV, at vi har hørt om overgreb på befolkningen i eksempelvis Palæstina og Sydafrika," siger Line Barfod til Newspaq.