Pernille Høxbro, der går for at være en af de mest markante Naser Khader-støtter i Det Radikale Venstre forlader partiet efter 27 år som medlem, oplyser TV 2 Nyhederne.
- Jeg synes, at den linje, som partiledelsen har lagt, har været med til at cementere Det Radikale Venstre som et elitært og sekterisk parti uden for indflydelse i dansk politik, siger Pernille Høxbro til TV 2 Nyhederne.
Senest har sagen, hvor den tidligere kulturminister og radikale politiker Elsebeth Gerner Nielsen iførte sig et muslimsk tørklæde rystet Pernille Høxbro.
- Når man som en seriøs politiker som Elsebeth Gerner Nielsen stiller sig op og laver et stunt og ikke kan se, at man går islamisternes ærinde, og at vores partileder fastholder, at det var fantastisk, så må jeg sige, at jeg ikke længere kan kigge på mig selv og sige, at jeg repræsenterer Det Radikale Venstre, siger Pernille Høxbro.