Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Sorø, John Thostrup, er tiltalt for grov vold. Han stak en 56-årig beboer på Thorsvej, hvor han selv bor, ned med en kniv.
Det hele startede, da de to mænd kom op og toppes over en parkeringsplads. John Thostrup havde klaget til kommunen, fordi naboen parkerede sin kassevogn på en gæsteparkeringsplads. Det fik naboen til at gå råbende ind til John Thostrup, og denne gik ham i møde med en køkkenkniv. Begge mænd mener, at den anden angreb først, og at de begge handlede i nødværge. Det skriver Sjællandske.
Uanset hvem der angreb hvem, så endte det ophidsede møde med, at John Thostrup fik en brækket næse og et flækket øjenbryn, mens den 56-årige nabo fik et stiksår fra en kniv i hånden, der måtte sys med syv sting.
Nu har politiets jurister haft sagen til behandling, og de har sendt et anklageskrift videre til retten.
Heri står der, at naboen bliver tiltalt efter paragraf 244 i straffeloven, der er den såkaldt »milde« voldsparagraf og kan give op til tre års fængsel, mens John Thostrup vil blive tiltalt efter den »grove« voldsparagraf, nemlig 245, der kan give op til seks års fængsel, skriver Sjællandske.