Vi er vant til at finde mobilen eller tabletten frem, når der tikker post ind fra det offentlige.
Digital post har været med til at reducere mængden af brevpost og papirblanketter, men i Slagelse Kommune er der stadig liv i de gamle printere.
Thomas Clausen er formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, og han sendte de kommunale printere på overarbejde, da han bad om indsigt i en række sager fra arbejdsmarkedsområdet.
- Det er svært at læse så mange papirer på en skærm, siger Thomas Clausen, der er medlem af Enhedslisten, Sjællandske.
Han fik printet 22.239 sider ud på A4-papir. Papirerne blev lagt i syv stakke på et rullebord, og der var én stak til hvert af de syv medlemmer, da der blev afholdt møde i udvalget den 3. december.
- Det virker vanvittigt, siger Dansk Folkepartis Palle Kristiansen til Sjællandske.
Han er også medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget i Slagelse Kommune.
DF'eren spurgte forvantlingen om, hvor mange timer gennemgangen er sager havde taget - herunder kopieringen af de over 20.000 sider.
Svaret var 77 timer, hvilket svarer til godt to ugers arbejde for én ansat.
Palle Kristiansen siger til det regionale medie, at kun to af medlemmerne af udvalget havde til hensigt at læse de mange dokumenter.
John Dyrby Paulsen fra Socialdemokratiet er borgmester i Slagelse Kommune, og han siger, at det "lyder helt vanvittigt" med de høje bunker af papir.
Den 55-årige borgmester forklarer til det regionale medie, at man nu vil se på brugen af papir i Slagelse Kommune.