I Hjørring har en ordveksling inden et vælgermøde nu ført til, at Tommy Sørensen, kandidat for Dansk Folkeparti, er blevet ekskluderet fra partiet.
Det oplyser Steen Thomsen, partisekretær for Dansk Folkeparti, til DR Nordjylland.
- Tommy Sørensen har som bekendt ved et vælgermøde kaldt en SF-kandidat for en feltmadras, og det er naturligvis helt uacceptabelt, siger Steen Thomsen.
- Lokalbestyrelsen indstillede ham derfor til eksklusion, hvilket hovedbestyrelsen har lynbehandlet og imødekommet, oplyser han.
Det var i lørdags, at byrådskandidat for SF, Anna-Mette Skovgaard Pedersen, efter eget udsagn blev kaldt for "feltmadras" af DF-kandidaten inden et vælgermøde.
Feltmadras er et skældsord fra Anden Verdenskrig og bruges om kvinder, som går i seng med fjenden.
Ordet blev sagt i forbindelse med en samtale mellem de to kandidater om flygtninge.
-Jeg blev chokeret. Der må være en grænse for, hvor hård en retorik, man skal acceptere, lyder det fra Anna-Mette Skovgaard Pedersen (SF) om episoden.
DR Nordjylland har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tommy Sørensen.