De 77 mennesker, der mistede livet under massemorderen Anders Breiviks angreb i Oslo og på Utøya 22. juli sidste år, kunne muligvis stadig have været i livet, hvis borgerlige partier havde siddet ved magten i Norge.
Sådan lyder den skarpe udmelding fra en af Fremskridtspartiets repræsentanter i Stortinget, Ketil Solvik-Olsen.
- De borgerlige partier har en langt bedre gennemføringsevne med mindre afstand mellem retorik og reel politik. Jeg tror faktisk, det ville være undgået under en borgerlig regering, siger Solvik-Olsen til Stavanger Dagblad.
Udtalelserne fra den norske politiker kommer forud for, at statsminister Jens Stoltenberg og justitsminister Grete Faremo tirsdag skal forklare sig, om hvad der gik galt før og under terrorhandlingerne i 2011.
Stoltenberg og Faremo skal gennemgå Gjørv-rapporten, som er udformet af 22. juli-kommissionen, og efterfølgende svare på kritiske spørgsmål fra oppositionen i Stortinget.
- Jeg mener, regeringens forhold til ledere i fagbevægelsen er en af årsagerne til, at det gik galt. Det har forhindret, at nødvendige omstruktureringer er blevet gennemført. Det, mener jeg, ville have været anderledes, hvis vi havde siddet ved magten, siger Solvik-Olsen.
Han mener, at terrorangrebene sidste år må efterfølges af Stoltenbergs exit.
- Jeg er sikker på, at Stoltenberg havde krævet regeringens afgang, hvis han ikke selv sad i spidsen for den. Bondeviks (tidligere statsminister, red.) regering, der havde flertal i parlamentet, havde aldrig overlevet dette, siger Solvik-Olsen.
/ritzau/NTB