Den største danske journalistiske hæderspris, Cavlingprisen 2006, gik onsdag aften til journalist Olav Hergel og fotojournalist Miriam Dalsgaard fra Politiken.
De får prisen for en artikelserie fra asylcentret Kongelunden ved København om de forhold, som flygtninge – og især deres børn – lever under.
I begrundelsen hedder det:
»Med deres registrerende, indtrængende stil og i et tæt samspil mellem tekst og billeder har de bragt børnenes skæbner til offentlighedens kendskab. Det lykkes Olav Hergel og Miriam Dalsgaard at finde ind til børnenes indre liv, drømme og forhåbninger – og de får sat navne og ansigter på børn, som betaler en høj pris, mens de i årevis opholder sig på asylcentret.«
Dermed gik Cavlingprisen Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Roses næse forbi. Han var indstillet for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne, og netop den indstilling har været vidt diskuteret.
Journalist Olav Hergel var i årevis ansat på Berlingske Tidende, hvor han dækkede integrationsområdet, men til sidst følte han, at mulighederne for at skrive om flygtninge og indvandrer – på den måde som han ønskede – var svært foreneligt med Berlingske Tidende.
Han smækkede med døren og satte punktum på, da han skrev den belønnede skønlitterære bog »Flygtningen«, der nu skal filmatiseres.
Bogen handler om en journalist, der er ansat på en avis, der til forveksling kunne ligne Berlingske Tidende og med en chefredaktør, der til forveksling kunne minde om Berlingskes Niels Lunde.
Cavlingprisen overrækkes fredag den 5. januar i Journalisternes Hus i København. Pressens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen, har meddelt, at han deltager ved prisoverrækkelsen.
Prisen er på 20.000 kroner og følges af en statuette til hver prismodtager, udført af Jørgen Rode. Statuetten forestiller journalisten Henrik Cavling, Politiken, som stiftede det daværende københavnske journalistforbund i 1904.
Komitéen bag prisen består af formand Carsten Ingemann, Jyllands-Posten, Lars Borberg, Nordjyske Stiftstidende, Lars Hørby, Ekstra Bladet, Kurt Strand, Danmarks Radio og Ulla Krag Jespersen, Danmarks Journalisthøjskole.
Læs mere om Cavling Prisen