Den danske EU-kommissær Margrethe Vestager vinder for andet år i træk – og for tredje gang siden 2012 – titlen som årets meningsdanner, skriver Politiken lørdag.
Det gør hun blandt andet, fordi hun formår at kommunikere et indviklet område på en folkelig måde, der har fået den gennemsnitlige dansker til at interessere sig for konkurrencepolitik på EU-niveau, lyder en del af begrundelsen.
Og det er en imponerende bedrift, lyder det fra Marlene Wind, leder på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, der er en ud af 34 dommere fra medie-, forlags- og uddannelsesverdenen, som har afgjort, at kommissæren løber med titlen som årets meningsdanner 2019.
- Jeg bliver ringet op af store amerikanske aviser, der spørger, hvad det egentlig er, hende Margrethe Vestager kan, og hvorfor hun får så meget opmærksomhed internationalt. Det gør hun, fordi hun har været i stand til at gøre det spændende og sexet at give bøder, overvåge og regulere. Det er imponerende. Internationalt har hun også gjort sig bemærket. Den amerikanske præsident Donald Trump har blandt andet kaldt hende for The Tax Lady, siger Marlene Wind.
Satiriker på andenpladsen
Adspurgt, hvorfor hun selv tror, at hun har vundet igen, fremhæver Margrethe Vestager reguleringen af de store techvirksomheder:
- Nu kan jeg jo ikke se ind i hovederne på dommerne, men jeg håber, at det, jeg bidrager med, er en hands-on kritisk optimistisk holdning til teknologi og til de meget store virksomheder, som vi for 5-10 år siden var helt ukritiske over for. Og en holdning til den rolle, vi som borgere spiller, når vi bliver reduceret til en råvare for nogle af de virksomheder, siger hun til Politiken.
EU-kommissæren vinder foran satiriker Frederik Cilius, også kendt som den fiktive stjernereporter Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm på den nu hedengangne Radio24syv.
- Han har skabt en bedre debatkultur – ikke fordi Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm var et retorisk forbillede, men fordi han stillede folk til ansvar ved konsekvent at være kynisk over for alle, mener Niddal El-Jabi, direktør for Mino Danmark, der sidder i dommerpanelet.
Det er 10. gang, Politiken beder et dommerpanel kåre årets meningsdanner, og anden gang, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm løber med andenpladsen. Sidste gang var i 2017. Stjernereporteren er ikke imponeret:
- Sidst jeg var nummer to på den liste, lå jeg lige efter Sven Brinkmann, og nu er det så efter Margrethe Vestager. Sig mig: Skal man være fuld af lort for at komme øverst på listen hos ’Organet for den højeste oplysning?’. Jeg anklager! Og forventer, at Politiken som sædvanlig prompte lægger sig fladt ned og undskylder, når en kvinde klager!, skriver Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i en mail til Politikens debatredaktion.
Tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen indtager tredjepladsen, sidste år var han nummer syv.
Politiken