Kommuner skal have pligt til at udlicitere opgaver inden for også bløde velfærdsområder som pasning af børn og personlig pleje af ældre. Det foreslår en arbejdsgruppe i Venstres folketingsgruppe
Af Signe Højgaard Nielsen
siho@avisen.dk
@BRØD:Det skal ikke kun være opgaver som rengøring og indkøb for ældre, som private firmaer kan overtage fra det offentlige. Mere bløde velfærdsopgaver som børnepleje og personlig hjælp til ældre skal også udliciteres til private firmaer. Det foreslår en arbejdsgruppe i Venstres folketingsgruppe, der er nedsat for at komme med forslag til regeringens kvalitetsreform af den offentlige sektor. Det skriver Jyllands-Posten.
»Det har ofte været diskuteret, om man kan udlicitere på bløde områder. Det har jeg overhovedet ingen berøringsangst overfor. Det kunne være den personlige pleje eller praktiske hjælp på ældreområdet. Her skal politikerne definere serviceniveauet og føre tilsyn med, at opgaven bliver løst tilfredsstillende. Jeg kan ikke se, hvorfor der er noget, som man ikke må lade private byde ind på,« siger tovholder for arbejdsgruppen, forskningsordfører Torsten Schack Pedersen til Jyllands-Posten.
En privat opgave
På et gruppemøde i Venstre midt på ugen skal han præsentere udspillet. Her vil det også blive foreslået, at kommuner ikke skal stå for serviceopgaver inden for områder, hvor der er masser af private udbydere. Det kunne for eksempel være inden for it, vedligeholdelse af veje og parker, rengøring og madlavning.
Politisk ordfører Troels Lund Poulsen (V) er åben for at diskutere, hvordan kommunerne får bedre mulighed for at udlicitere opgaver, men mener ikke, at der skal være en pligt til at udbyde opgaverne i første omgang.
»Vi har meget at gøre endnu for at gøre det lettere og mere attraktivt at udlicitere, og der må vi se på, om vi ikke skal starte med at gå den vej lovgivningsmæssigt frem for at lave en udbudspligt med det samme,« siger han.