Gerningsmanden bag to sexoverfald på små piger på Fyn kan være en type, der mumler.
Det ene af de to ofre, som en ukendt gerningsmand har sexoverfaldet på Fyn, fortæller, at sexmonsteret mumlede, da han kørte hende til gerningsstedet.
Nu jagter Fyns Politi så mumlende mænd efter fem henvendelser med konkrete personers navne, skriver tv2.dk.
- Vi har lige hentet omkring fem henvendelser, der er kommet i løbet af aftenen og natten. Nu kigger vi dem igennem, for at se, om de handler om mænd, politiet allerede har talt med eller DNA-testet i forbindelse med sagen, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen til tv2.dk.
Sexmonsteret har på kort tid bortført og misbrugt to piger på 10 og 11 år. Han beskrives af sine ofre som nærmest høflig i sin tale til dem, men han mumler altså også for sig selv.
Politiet har bekræftet, at det ene overfald fandt sted på en øde gård nær den tiåriges hjem. Her har politiet efterfølgende fundet to strips, som sexmonsteret bruger til at binde sine ofre.
Kilde: tv2.dk