Blod, spyt og hår fra mennesker er politiets patruljehunde i årevis blevet trænet i at kunne finde frem til på gerningssteder. Men som noget nyt har 35 af landets dygtigste patruljehunde nu også lært at finde sæd på et gerningssted. For et års tid siden læste Rigspolitiets Kriminaltekniske Center om en hund fra svensk politi, som kunne finde sæd og det fik dansk politi til at gøre forsøget med danske hunde også.
- Vi fandt hurtigt ud af, at de første to hunde lærte det hurtigt, og så påbegyndte vi træningen af de andre, siger leder af Rigspolitiets politihundetjeneste vicepolitiinspektør John Jensen.
Det er politiets såkaldte »Gruppe 1-hunde«, altså de dygtigste patruljehunde, der er blevet trænet i også at finde sæd i forbindelse med efterforskningen af en forbrydelse. I alt drejer det sig om 35 schæferhunde og deres førere, og de er placeret rundt omkring i landets 12 politikredse. Med hundenes nye kunnen håber politiet på at blive mere effektive til at finde spor i for eksempel voldtægtsager.