Numre på politiuniformerne, så hver enkelt betjent hurtigt og let kan identificeres er en rigtig dårlig idé.
Det mener Politiforbundets formand, Peter Ibsen.
- Det er en diskussion, som også har kørt tidligere, men det er en rigtig dårlig idé, og det vil medføre en række ulemper for politifolkene, siger han.
Spørgsmålet om numre på politifolkenes uniformer er blevet aktuelt, efter at Statsadvokaten for København og Bornholm har måttet opgive at komme til bunds i en klagesag omkring en anholdelse i forbindelse med klimatopmødet i 2009.
Her blev en flyttemand forvekslet med en international terrorist. Flyttemanden blev anholdt og kørt rundt i København i timevis. Undervejs blev han ifølge sin klage udsat for en hårdhændet og nedværdigende behandling.
Men to et halvt år senere har statsadvokaten måttet opgive at finde frem til de politifolk, som sad bag i transportvognen sammen med den anholdte.
Det fik torsdag SF og Enhedslisten til at kræve, at betjente udstyres med numre på uniformen, så de er lette at finde frem til i forbindelse med eventuelle klagesager.
Peter Ibsen er lodret imod forslaget.
- Der er en risiko for, at man i tilspidsede situationer aflæser nummeret forkert, så en betjent bliver anklaget for noget han ikke har gjort, siger Politiforbundets formand og fortsætter:
- Desuden er der den fare ved uroligheder, at man retter sine angreb mod en bestemt betjent. Det vil være langt lettere, hvis man kan aftale, at man kaster sten mod betjenten med et bestemt nummer.
Han medgiver dog, at det er vigtigt, at den enkelte betjent kan identificeres.
- Politiet skal altid kunne gøre rede for, hvilken betjent der har haft hvilken opgave. I stedet for numre kunne man bede politiet lave en system, så den enkelte betjent altid kan identificeres, siger Peter Ibsen.
/ritzau/