Fyns politi blev mandag ramt af telefonkaos så borgere, der ringede for at anmelde forbrydelser, havnede hos den forkerte afdeling.
Fejlen var et udslag af omrokeringer i forbindelse med den nye politireform. Og det er ikke kun på Fyn, reformen skaber problemer.
Reformen har i flere politikredse »kørt politiet helt i bund« og givet de kriminelle »kronede dage,« lyder kritikken fra Politiforbundet.
»Der er i dén grad mangel på politi- og kontorpersonale. Lige nu er det forbrydernes slaraffenland. Det kan vi lige så godt sige åbent og ærligt. Borgere, der henvender sig til politiet, kan ikke få den hjælp og assistance, de plejer. Og det er sværere at komme i kontakt med politiet,« siger Politiforbundets formand, Peter Ibsen, der mener, at der bliver brugt alt for mange ressourcer på administrative opgaver.
»Politiledelsen er nødt til at prioritere anderledes. Man har haft urealistiske forventninger til, hvor få folk, man kunne klare sig med,« siger han.
»Borgerne er tilfredse«
Rigspolitichef Torsten Hesselberg mener ikke, man kan indføre en ny reform uden enkelte startproblemer.
»Der vil opstå frustrationer, fejl og problemer undervejs – og dem skal vi løse i takt med, at de opstår. Men lad mig slå fast: En ny brugertilfredshedsundersøgelse viser, at befolkningen stort set er lige så tilfredse med politiet i år, som de var sidste år,« siger Torsten Hesselbjerg.
Siden politireformen trådte i kraft, er det administrative personale ifølge Politiforbundet blevet skåret med 12 procent.