Efterforskningen har taget to et halvt år.
Men nu opgiver statsadvokaten at finde nogle hårdt kritiserede politifolk, som var indblandet i en helt forfejlet antiterroraktion under klimatopmødet i 2009, skriver Politiken.
På grund af en simpel navneforveksling slog politiet kløerne i den forkerte person - en uskyldig flyttemand i en varevogn, som blev iført hvid heldragt og plastikstrips og kørt rundt i Københavns gader i timevis.
Politiet troede, at han var en international eftersøgt topterrorist og anholdt fire andre personer ved samme aktion - tre andre flyttemænd og en 65-årig kvinde.
Men de var fuldstændigt galt på den.
Flyttemanden, som hævder at være blevet udsat for en hårdhændet behandling af politiet, klagede senere over sagen.
Men nu indstiller statsadvokaten sin efterforskning af den alvorlige fejl, skriver Politiken.
Det skyldes, at politiet ganske enkelt ikke kan finde de involverede betjente.
Det er dog lykkedes statsadvokaten at finde de to betjente, som sad forrest i salatfadet med flyttemanden, men de hævder, at de blot stod for kørslen.
Til gengæld sad der to eller tre kolleger bagest i bilen, og de kom formentligt fra PET, lyder deres forklaring.
Men Politiets Efterretningstjeneste afviser at have haft folk involveret i aktionen, og derfor strander efterforskningen af den for politiet så uheldige sag.
- Derfor har det beklageligvis ikke været muligt at identificere den eller de personer, der opholdt sig i cellevognen, konkluderer statsadvokat Lise-Lotte Nilas ifølge Politiken.
- Jeg skal dog bemærke, at jeg ikke finder, at en adfærd, som beskrevet (...) ville have været korrekt tjenstlig adfærd. Jeg finder det derfor kritisabelt og beklageligt, såfremt en polititjenestemand har opført sig som angivet, tilføjer hun.
Politiforbundet undrer sig over sagen.
- Jeg har uendeligt svært ved at forestille mig, at ledelsen i en så spektakulær sag ikke er klar over, hvem der gør hvad, siger forbundsformand Peter Ibsen.
Personerne, som blev anholdt under terroraktionen, "oplevede deres livs mareridt", da de blev forvekslet med terrorister og kan nu ikke lade være med at tænke, at politiet dækker over hinanden, siger de ifølge Politiken.
Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist vil nu indklage sagen for Rigsadvokaten.
/ritzau/