Jeg følger med stor interesse sagen om de to betjente, der er sigtet efter straffelovens paragraf, der omhandler grov vold med døden til følge.
De affyrede ikke mindre end 20 skud mod en flugtbilist i sensommeren – og hele otte projektiler blev fundet i den dræbte chauffør.
Efter min overbevisning skulle de i stedet have været sigtet for drab – for det er jo det, der er tilfældet. Hvis man affyrer 20 skud på nært hold mod en sagesløs flugtbilist, kan man da ikke konkludere, at der ikke blev skudt for at dræbe?
Jeg finder politiets hyppige skyderier beskæmmende. De skyder jo snart på alt,hvad der rører sig, og det gælder psykisk syge folk og en del flugt-bilister, der bare skal pløkkes ned. Og så siger vi bare bagefter, at vi handlede i nødværge.
Er det kun mig, der er træt af politiets meget udbredte fingre på aftrækkeren? Når politiet så tit affyrer flere skud, er det ofte i situationer, der slet ikke er livstruende for dem. Og det skal vel være i absolut nødsituation, at der skal affyres en masse skud – som eksempelvis i den famøse situation i sensommeren.
Næ, lad os så se,hvad der sker med de to meget omtalte betjente. I ved jo godt alle sammen, at politiet aldrig laver fejl.