Jeg er enig i, at der er behov for at se på den nuværende ordning vedrørende politiklagesystemet.
Derfor besluttede jeg i efteråret at nedsætte et udvalg, der skal foretage en gennemgang og vurdering af den gældende ordning med behandling af klager over politiet og behandlingen af straffesager mod politipersonalet.
I de senere år har der i stigende grad – navnlig med udgangspunkt i enkelte konkrete sager – været kritik af, at den gældende ordning med behandling af klager over politiet og behandlingen af straffesager mod politipersonalet ikke i tilstrækkelig grad sikrer en uvildig behandling af klager over politiet.
Det er overordnet set min opfattelse, at den nuværende klageordning – og herunder statsadvokaternes samarbejde med politiklagenævnene – er velfungerende.
Det er imidlertid meget væsentligt, at der også i befolkningen er tillid til, at sagerne i enhver henseende behandles sagligt og korrekt.
På den baggrund nedsatte jeg et bredt sammensat udvalg, der skal overveje, om det er muligt i endnu højere grad at sikre offentlighedens tillid til, at sager vedrørende politiets personale behandles på betryggende vis.