Da den kongelige Audi, Krone 11, passerede en brændende lastbil på Storebæltsbroen mandag eftermiddag, blev det ved et tilfælde optaget på video.
Den video er Ekstra Bladet i besiddelse af og vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland, oplyser til avisen, at politiet vil kigge nærmere på optagelsen.
- Jeg har ikke selv set videoen, men jeg har hørt, at den findes. Derfor vil videoen blive set igennem, siger Steen Nyland til Ekstra Bladet.
I videoen ses det tydeligt, at chaufføren i Krone 11 kører med begge hænder på rattet og samtidig holder en mobiltelefon i højre hånd.
Umiddelbart er mobiltelefonen ikke i brug, men Steen Nyland fortæller til Ekstra Bladet, at betjente på broen har noteret ti bilister for at filme eller tage billeder mens de passerede den brændende lastbil.
- De ti chauffører kan forvente at få en henvendelse en af de næste par dage, siger Steen Nyland til avisen.