Politiet i Newcastle vil undersøge en episode i forbindelse med Premier League-opgøret mellem Manchester City og Newcastle lørdag på St. James Park - en kamp som City vandt 3-1.
Efter kampen indløb en anmeldelse til Northumbria Police om, at Aleksandar Kolarov blev udsat for racistiske ytringer.
- Northumbria Police har modtaget en rapport om racistisk sprog på St. James Park under dagens kamp mellem Newcastle og Manchester City.
- Northumbria Police tager en sådan klage meget alvorligt, og sagen vil blive undersøgt, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Den 27-årige serber var angiveligt involveret i en verbal fight med en tilskuer, som svingede med et albansk flag, mens spilleren varmede op.
Kolarov blev skiftet ind efter 37 minutter, da Samir Nasri blev skadet. Kolarov blev dog skiftet ud igen med et kvarter tilbage af kampen.
/ritzau/AFP