Politiet truer med at stoppe den danske udgave af World Naked Bike Ride, fordi det er ulovligt at vise sine kønsdele i det offentlige rum. Det skriver Politiken.
Deltagerne i World Naked Bike Ride demonstrerer den 7. juni mod verdens olieafhængighed.
Siden 2004 har tusindvis af mennesker kørt gennem verdens hovedstæder iført intet andet end adam- og evakostume for at demonstrere mod klodens mange biler.
- Hvis vi opdager, at de demonstrerer nøgne, vil vi da nok stille os ud foran dem og sige, at hvis de vil fortsætte med den demonstration, må de tage noget tøj på, fortæller vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Flemming Steen Munch til Politiken.
Men der er en pointe med nøgenheden, fortæller arrangøren bag demonstrationen.
- Det er en demonstration imod olieafhængighed og de problemer, der følger med - sygdomme og dødsfald i trafikken for eksempel. Nøgenheden symboliserer den sårbarhed, vi mennesker har over for olieafhængigheden, fortæller Ernalise Royer, der står bag arrangementet i Danmark.