"Vi skal nok finde ham - på et tidspunkt lykkes det," sådan lyder meldingen fra Jens Ole Pedersen, der er leder af lokalpolitiet i Ringkøbing.
Politiet indstillede i aftes eftersøgningen af den savnede Tobias Pettersson ved mørkets frembrud - men igen i dag søger myndighederne efter ham.
"Eftersøgningen vil i dag foregå med hunde, og så tror jeg også, at vi vil tage imod hjælp fra private til eftersøgningen," siger Jens Ole Pedersen. Han fortæller samtidig, at politiet nu dropper eftersøgning med helikopter.
Håbet om at finde Tobias Pettersson i live svinder dog.
Politiet fandt i går hans sko ved en dam, hvor der tidligere er blevet opdrættet ål. Eftersøgning med dykkere i dammen gav dog ingen resultater.
Dagens eftersøgning vil tage udgangspunkt i det samme område omkring dammen.