Det gik heftigt for sig da Rasmus Paludan torsdag under Folkemødet på Bornholm stillede sig op foran Annette Heick og hendes mand Jesper Volmers hus.
Bevæbnet med en megafon gik Rasmus Paludan i gang med på engelsk at forklare at han havde tænkt sig at lave en koranafbrænding klokken 18.00 på stedet.
Da Annette Heick opdager optrinnet går hun ud til Rasmus Paludan og forsøger at tale med ham, mens han - ifølge hendes forklaring - råber hende ind i ansigtet gennem megafonen, som er ti centimeter fra hende.
Fredag gæstede hun podcasten "Det, vi taler om", hvor hun fortalte, at hun havde sørget for at få Rasmus Paludan fjernet - men det afviser Bornholms Politi nu overfor Ekstra Bladet.
I radioprogrammet lød det blandt andet sådan fra Annette Heick:
- Han havde faktisk ret til at stå der. Det har han ret til. Det, som Rasmus Paludan ikke vidste, det var, at jeg havde magten til at ændre på den ret. Det betød, at med nogle telefonopkald til de rigtige steder, så gik der ikke ret lang tid, så kom der to politibusser med 10 betjente i alt, og hældte Rasmus Paludan ind i busserne og kørte ham væk, forklarede Annette Heick i programmet.
Men den forklaring kan Bornholms Politi altså ikke genkende. De siger i stedet, at de var der hele tiden og ikke bad Rasmus Paludan om at forlade stedet.
- Vi var på stedet, fordi vi selvfølgeligt fulgte Rasmus Paludan. Så da han tog opstilling på den givne adresse, gjorde vi også. Men vi har ikke givet ham nogen anvisninger i den forbindelse og han valgte selv at forlade stedet efter noget tid, siger Bornholms politi søndag til Ekstra Bladet.
Rasmus Paludan havde fået afslag på at deltage i Folkemødet, da politiet ikke havde resurser til at sikre hans sikkerhed i forbindelse med Folkemødet.
Han dukkede alligevel op, og fik så besked på, at han skulle holde sig fra bestemte zoner.
Ekstra Bladet har også talt med Annette Heick, som udtaler, at hun ikke ved, hvorfor Bornholms politi afviser hendes historie, men at hun står fast på. hvordan det hang sammen.